Når din urin kommer fra dine nyrer, er det blærens opgave at holde på urinen, indtil det er passende for dig at tømme din blære. I hovedparten af tiden fungerer din blære som en eftergivelig beholder.
Blæren består af blæremusklen, kaldet detrusor, blodkar og nerver, og inde i blæren er der en slimhinde. Blæremusklen er en glat muskel, og den kan derfor arbejde, uden at vi bemærker det. Men den kan også påvirkes, så vi fx skal tisse ofte, hvis vi er nervøse.
Blærens muskel løber i forskellige retninger, og for at vi ikke hele tiden skal tømme blæren, skal blæren kunne tillade at den bliver fyldt til en vis mængde, før du får besked om, at du bør gå på toilettet. Det kan lade sig gøre, fordi blærens muskel er meget eftergivelig, og fordi centre i hjernen hele tiden styrer signaler til og fra blæren uden at vi ved det. Normalt er det først, når der er 2-3 dl i blæren, at vi begynder at få besked om, at blæren gerne snart vil tømmes.
Når blæren skal tømmes, trækker blæremusklen sig sammen, og den vrider nærmest urinen ud, uden at vi behøver at gøre andet end at slappe af, så urinrøret åbner sig.
Det er normalt at tisse 3-4 dl ad gangen. Drikker man meget væske, er det bedre for blæren, at man går hyppigere på toilettet, end at man overfylder sin blære.
En blære der er blevet overfyldt mange gange kan blive dårligere til at tømme sig, og man skal forestille sig, at den bliver slap ligesom en ballon, der er pustet kraftigt op mange gange. Har man hele tiden resturin i sin blære, er der risiko for, at man får blærebetændelse.
I bunden af din blære findes dit urinrør, kaldet urethra. Urinrøret er 3-4 cm langt hos kvinder, og det holdes for det meste lukket, uden at vi tænker over det. Det er først, når der kommer et tryk ovenfra fx ved et host eller et løft, at vi bevidst kan knibe. Når vi skal tisse, skal urinrørets muskler og bækkenbundsmusklerne slappe af, så urinrøret kan åbne sig, og urinen frit kan løbe ud, kun hjulpet af blæremusklens sammentrækninger. Det er derfor det er så vigtigt, at du slapper helt af, mens du tisser.