Livsstilsråd og hjælpemidler - Luft i maven og prutter

Nogle mennesker danner mere luft i maven end andre, og de føler sig oppustede og får ondt i maven. Har man samtidig svage muskler i sin bækkenbund, kan det også være svært at holde prutterne tilbage. Særligt i uforudsete situationer kan dette være en stor belastning.
Derfor er det godt at lave knibeøvelser, så du bliver god til at knibe inden du fx bøjer dig forover. Du kan finde vores knibeøvelsesprogram her »

Kan du genkende problemer med meget for meget tarmluft, kan du starte med at tænke over

  • om du sluger meget luft når du spiser – prøv at spise langsommere og tyg din mad grundigt. Nogle mennesker sluger også meget luft, fordi de taler meget mens de spiser.

  • om du er forstoppet, så der hele tiden står afføring i din tarm, som kan medføre dannelse af prutter. Prøv at bruge et afføringsmiddel, såsom magnesia 1-2 tabletter hver aften før sengetid eller afprøv et fibertilskud såsom loppefrøskaller, hvis du føler dig forstoppet.

  • om du spiser meget sukkerfri tyggegummi eller drikker meget sodavand med brus. Skær ned på dit forbrug, da det kan give dig luft i maven. Mange kunstige sødemidler kan desuden virke afførende.

 

 

  • om du spiser mange grøntsager, såsom kål, løg og bønner. Det kan være, at du skal supplere med andre fødevarer, som ikke har helt så mange ufordøjelige fibre

  • om du dyrker nok motion. Det er nemlig vist, at motion kan mindske luft i maven, og har du tendens til at føle dig oppustet, kan et mere intensivt motionsprogram være en god ide. Så kom ud og bevæg dig hver dag.


Der findes forskellige midler, som du kan købe i håndkøb, der menes at kunne mindske luft i maven. Du kan afprøve

  • aktivt kul, som fås i tabletter. Tager du andet medicin, skal du lige tale med din læge inden du går i gang med at anvende det.

  • pebermynteolie, som er vist at være godt til mennesker med irritabel tyktarm, hvor der både kan være oppustethed og uregelmæssig tarmfunktion. Du kan afprøve pebermynteolie som dråber, i kapsler eller som te.

  • mælkesyrebakterier - kaldet probiotika – som muligvis giver en bedre fordøjelse. Der er fx vist god effekt hos mennesker med irritabel tyktarm. Probiotika kan fås enten i kapsler eller i flydende form, men undgå at købe probiotika med kunstige sødemidler.